Ottos ventetid gik fint – da kvalmen var ovre. Han kunne igen passe sine fornøjelser – kort sagt gøre det han var bedst til – at drive den af. Maven voksede og voksede og Otto begyndte at tænke at kvindelige simmere måtte have et hårdet arbejde. Det blev sværere og sværere at slæbe kroppen op på toppen af huset når han skulle studere natte himlen. Han ville gerne prøve at blive beamet op igen – men have flere simmerbørn/alienbørn – Nej tak. Han ville opfostre det som nu kom ud af det og så var det altså slut.
En nat da Otto lå i sin sødeste søvn – vågnede han med et sæt. Smerter flængede gennem hans krop – det gjorde ondt som ind i pokker. Otto sprang ud af sengen velvidende at fødslen var i gang. Efter nogle grimme avs og andre endnu grimmere ord som er censureret – kom den nye verdenborger til verden. Det var en dreng – og som Otto havde frygtet – en alien. Men da han kiggede ind i sin søns store sorte øjne – da kom kærligheden for alvor op i ham – væk var alle smerterne – i stedet trådte en følelse som Otto kun kunne forklare som en evig kærlighed. Han døbte sin søn Merkur efter sin ynglingsplanet.
Og her med disse billeder – forlader vi for en stund Otto Stellar og hans søn Merkur – for at lave plads til videre afsnit om Magnolia Von Tree.
